Møde med Benjamin Creme i London

af Susanne Lautrop

Artiklen er fra Share Danmark, november 2000.

Folk er begyndt at samles udenfor lokalet i Conway Hall midt i London, hvor Benjamin Creme, om lidt når klokken bliver tolv middag på en regnfuld lørdag i oktober år 2000 skal holde foredrag om Transmissions Meditation og Maitreyas genkomst, og derefter lede en Transmissions Meditation.

En ældre mand med sølvhvidt hår under en stor, høj, gul hat dækket af billeder og avisoverskrifter om Maitreyas genkomst, står i korridoren foran salen. Over kroppen for og bag bærer han sandwich skilte også dækket med collager om Maitreya, i begge hænder har han indkøbsposer dekoreret på samme måde. Stilfærdigt går han rundt mellem folk med sit højtråbende budskab. Han bliver set og vi tager et billede af ham, men han opleves mere som en levende illustration på, hvor svært vi selv har ved at råbe op, dog vi ser, mærker, ved at der sker noget helt specielt i disse år, at en stor forvandling er i gang, og alligevel er vi døve og blinde, tvivlende og skeptiske. Bange for at åbne os og tage imod. Bange for at give efter og lad os bruge som redskaber for den Guddommelige Plan.

Flere og flere siver fra korridoren udenfor ind i den højloftede firkantede mødesal med brune træpaneler på væggene. Salen ligger i en ældre, lidt slidt bygning i hjørnet af en lille plads i Leicester kvarteret. Det er så engelsk, som det næsten kan blive.

Idet folk kommer ind i lokalet bliver kvinder anvist plads til venstre og mænd til højre i lokalet. Dette fordi energien cirkulerer mellem den feminine og den maskuline pol. 

Vi er taget af sted til London, tre kvinder fra Share Danmark gruppen i Ålborg og én fra Esbjerg. Vi er taget over for at møde Benjamin Creme, den mand der gennem det meste af sit liv angiveligt har arbejdet for mestrene, idet han har formidlet deres budskaber ud i verden gennem foredrag, bøger og offentlig fremtræden. Ydermere har han sammen med sin mester introduceret Transmissions Meditation til verden.

I dag er han en mand godt og vel på den anden side af de firs år med hvidt hår og en stilfærdig, vidende udstråling. Han ankommer til foredraget i kørestol, fordi han har brækket sin ankel og må hjælpes på plads på podiet foran mikrofonerne.

Da han sidder bag bordet på podiet og begynder at se ud over forsamlingen, sker der umærkeligt en forandring i hans udstråling. Folk er stadig ved at finde på plads, og der er almindelig uro i salen, men umærkeligt tystner snak og uro, og der bliver stille, idet opmærksomheden retter sig mod manden på podiet. Han sidder stille og kigger, ser ud over forsamlingen på omkring hundred mennesker. Ganske langsomt og meget intenst begynder han at bevæge blikket rundt i salen, fra person til person og ser hvert enkelt menneske i salen, én ad gangen.

Langsomt går det op for os, at det ikke "bare" er Benjamin Creme, der ser. Det er andre øjne, en anden sjæl, der "ser" gennem ham.  Det føles som et guddommeligt blik, der ser igennem, udenom og omkring hver enkelt person. Det er en stærk fornemmelse af, at det er Mesteren, hvem det nu end er, for der følger ingen forklaring af det, han gør, seende gennem Creme på os.

Men blikket er dybt, dybt, meget mildt og blidt, og samtidig hævet over al almindelig bevidsthed.

Det er det tætteste, jeg har været på at mærke Guds blik. Det er meget intenst, meget nærværende og meget naturligt, og samtidig ikke af denne verden. Det er som om Gud ser på sine kære små.

Det er også et blik, der ikke er til at møde, fordi det ser alt, også alt det vi gerne vil skjule for andre. Men det er ikke muligt at skjule sig, samtidig er der heller ingen fordømmelse.

Kun følelsen af pludselig at kunne se sig ved siden af Gud, at kunne se, hvor meget vi egentlig har mulighed for at være, og hvor langt der endnu er at gå, før vi er det.

Det var en meget stærk, og samtidig meget enkel og genkendelig oplevelse. Det var fornemmelsen af, at "ja, sådan er Guds blik, og det har jeg altid vist”, men det forsvinder bare i verdens vrimmel, og fortumlingen over, hvordan jeg som menneske opfører mig enkelt, kærligt og oplyst i en forvirrende hverdag og i en krop fyldt med angstreaktioner, anspændelse og nervøsitet.

Det var hans blik. Blidhed, fuldstændig mildhed og på samme tid en sådan styrke. Autoritet og kraft. Kærlighed, når den er stærk, ren og uanfægtelig. En kærlighed der rummer alt, men udskiller det som ikke er godt for den Guddommelige plan, for menneskene og for jorden. En sådan styrke var der i blikket, at det ikke var til at møde det. Og en sådan mildhed, at man følte sig totalt rummet, fuldstændig set. En mildhed der smyger sig omkring én, skærmer den inderste guddommelige kerne, men misbilliger personlighedens overfladiskhed og stræben efter ydre anerkendelse og glamour. Et blik der spejler personligheden nøgen, åbner for erkendelsen af skam over sine handlinger og ydmyghed, overfor den renhed og enkelhed der kræves på vejen mod det Guddommelige.

^1/4

Klik 'Næste' for at fortsætte til næste side i teksten. Klik 'Slut' for at springe resten af teksten over og gå direkte til 'Yderligere oplysninger'. I tvivl om de andre knapper klik 'Hjælp - Til nye besøgende'.