Oplevelsen af døden
For de fleste mennesker er den største frygt for døden forbundet med deres forventning om tab af identitet og bevidsthed, om ensomhed og ophør af kontakt med familie og venner. Langt fra at erfare et sådant tab, vil det døde menneske, befriet fra det fysiske legemes begrænsninger, finde, at hans bevidste opmærksomhed er øget umådeligt. Han ser begge veje: Den formverden, som han lige har forladt, og den nye verden, som han er trådt ind i, med bekendte mennesker omkring ham, der er rede til at modtage ham i denne friere tilstand. På samme tid kan han stadig stille ind på følelser og tanker hos dem, som han har ladt tilbage. Langt fra at være en traumatisk erfaring er døden for mange en så mild og behagelig erfaring, at de ikke erkender, at de er døde, og derfor har brug for hjælp fra dem, hvis opgave det er at gøre dem bekendt med dette faktum. Disse er disciple, indviede og visse mestre, der, aktive på det astrale plan, beskytter mennesker og gør dem opmærksomme på deres død.
På det astrale plan foretager man sig det, som man normalt ville foretage sig i inkarnation på det fysiske plan. Hvis bevidstheden er meget fokuseret på det astrale, med meget lidt mentalt fokus, kan en sådan person forblive på det astrale plan i meget lang tid - "lang" ud fra vores tænkemåde, for uden for den fysiske hjernes opfattelsesområde er der ikke noget sådant som tid. Selvom livet på det astrale plan er et faktum, ligesom livet på det fysiske plan er et faktum, er det ikke desto mindre kun en illusion. Al vores håb, frygt og aggression, vores had, jalousi og ondskab skaber magtfulde tankeformer, der før eller senere må opløses. Derfor er det eneste helvede, der eksisterer, det, som vi selv har skabt på det astrale plan. Helvedet, som vi møder, er vore egne begærs, vore grusomheders, vores egen separatismes og vores egen misundelses og frygts helvede, der bebor den astrale verden. Dette er princippet bag rådet fra mestrene om at lære at kontrollere vore tanker og emotionelle reaktioner.
Af denne grund er det også vigtigt at løfte bevidstheden, så højt som muligt på dødstidspunktet, for at bruge den afsluttende nerverefleks til at drive bevidstheden gennem de astrale og de lavere mentale niveauer ind til de højere mentale niveauer - så langt, så hurtigt og så bevidst som muligt. Der burde derfor være en bevidst forberedelse til døden, og i fremtiden vil mennesker lære, hvordan man dør bevidst for at kunne gøre således.
Efter det fysiske legemes død forbliver det pågældende individ, som nævnt, på de astrale planer, der stemmer bedst overens med den udviklingsstandard, som han har opnået i det fysiske liv. På disse subtile niveauer befries vores sanseevner fra tankeprocessen og ræsonneren, der fungerer gennem den fysiske hjerne. Al kundskab og erfaring kan ses, høres, føles og kendes direkte i sin fulde betydning. Der er umiddelbar perception, kundskab og skønhed og en form for glæde og frihed, som vi ikke kender på det materielle plan.
På de højere astrale niveauer er denne direkte erfaring af en mere ekstatisk slags, af en højere mere forfinet emotionel natur, der stemmer overens med de højere astrale niveauer i hjertecentret. En person, der har opnået en bestemt udviklingsstandard før døden, erfarer en næsten konstant ekstase og glæde på disse niveauer - en opfattelse af skønhed og stråleglans, som er en afspejling på dette plan af "buddhi" eller kærlighed-visdom. Buddhi er i virkeligheden en tilstand af henrykkelse, der kan forventes på det fysiske plan, når der er opnået en høj grad af buddhisk kontakt gennem meditation.
Erfaringen på det mentale plan er af en helt anden slags. Her er den i mindre grad et spørgsmål om henrykkelse end om kundskab og visdom; ikke kun henrykkelse men den store betydning og mening, der ligger til grund for den, kan kendes på dette plan. En tilstrækkeligt udviklet, intuitivt vakt person forstår dette og Guds vilje og hensigt.
For mere fremskredne mennesker ville eksistensen på det mentale plan være den sidste erfaring, inden de igen indtræder i inkarnation på det fysiske plan. Men det er også muligt, at det mentale legeme efterfølgende opløses, hvorefter vedkommende individ vil leve i en tilstand af pralaya, i devachan. Dette er en ikke-mental, ikke-astral, ikke-fysisk eksistensform et sted mellem liv og død. Det er en tilværelsesform, ude af inkarnation, hvor livsimpulsen er i bero. Det er en tilstand af endeløs lyksalighed, en erfaring af fuldkommen fred. Det at leve i pralaya betyder ikke, at man er bevidstløs, men der forekommer ingen bevidste læreprocesser forud for en ny inkarnation. Det er en tilværelsesform, absorberet i det absolutte, fra hvilken man under lov vender tilbage, når gruppebehov kræver det.
