af Benjamin Creme
En af de store tragedier i vores nuværende opfattelse af tilværelsen er vores holdning til den tilbagevendende begivenhed, som vi kalder døden. Vi møder den for det meste med frygt og afsky, søger med alle midler at modstå dens kald, forlænger, ofte udover dets brugbarhed, det fysiske legemes virksomhed som en garanti for "liv". Vores angst for døden er angst for det ukendte, for fuldstændig og uigenkaldelig opløsning, for ikke at være til mere. På trods af den umådelige mængde af vidnesbyrd, samlet gennem årene af de mange spiritistiske grupper, om, at livet fortsætter, dog forandret, efter døden; på trods af manges intellektuelle accept af, at død ikke er andet end opvågning ind til et nyt og friere liv; til trods for den voksende tro på reinkarnation, og uanset vidnesbyrdet fra de mest vise lærere gennem tiderne, fortsætter vi med at møde denne store overgang med frygt og bæven.
Det, der gør denne holdning så tragisk, er, at den er så langt fra virkeligheden og en kilde til så megen unødvendig lidelse. Frygten for døden er vor frygt for, at vores identitet vil blive tilintetgjort. Det er det, der skræmmer. Erkendte og erfarede vi blot vores identitet som en udødelig skabning, der hverken kan dø eller blive udslettet, ville vores frygt for døden forsvinde. Hvis vi også indså, at vi efter den såkaldte død træder ind i et nyt og klarere lys, i hvilket vores opfattelse af vores identitet alt i alt er mere levende, og at der er endnu højere aspekter af vores tilværelse, der afventer vores påskønnelse, som vi indtil da er uopmærksomme på, ville hele vores syn på døden forandre sig til det bedre.
Vi ville se livet på det fysiske plan som stadier på en endeløs rejse mod fuldkommenhed og den fysiske død som døren ind til langt mindre begrænsende erfaring på denne vej. Befriet for den fysiske verdens grænser ville vores bevidsthed finde store nye udsigter til mening og skønhed, der hidtil var nægtet den. I den tid, der ligger umiddelbart foran os, vil mestrene og deres disciple forkynde sandheden om den erfaring, som vi kalder døden, og åbenbare en stor ny frihed for alle. Vi vil lære at acceptere døden som det, den er, nemlig en tilbagelevering af vore vehikler til deres kilde - "aske til aske, støv til støv" - og frigørelse ind til et nyt og meningsfyldt liv. Vi vil komme til at forstå, at den enkelte øjeblikkelige begivenhed, som vi nu kalder døden, er en ordnet række af stadier, hvorved sjælen efterhånden trækker sig tilbage fra vehiklerne, som den har skabt.
Dødsprocessen begynder, når sjælen trækker sin energi tilbage fra det tætte fysiske legeme. Dette kan finde sted over en længere eller kortere tidsperiode. En serie hjertetilfælde eller en sygdom, der vedvarende forværres, kunne være tegnet på, at sjælen har påbegyndt denne proces. Så snart døden finder sted, trækkes de finere legemer - de astrale og mentale legemer inden for det æteriske legeme - tilbage fra det tætte fysiske legeme. Dette kan ligeledes finde sted hurtigt eller langsomt, men mestrene tilråder, at man bør vente i tre dage inden begravelse eller, hvad der er at foretrække, kremation, for at sikre sig, at det æteriske legeme har trukket sig fuldstændigt tilbage fra sin fysiske genpart.
Den individuelle bevidsthed er da ladt tilbage i det æteriske legeme, som til sin tid også vil blive forladt. Stofpartiklerne, der udgør det æteriske legeme, vil da strømme tilbage til oceanet af æterisk energi, der omgiver os. Hastigheden i denne opløsningsproces afhænger af individets karma. Når det æteriske vehikel er blevet afkastet, giver den astrale klædning personen bevidsthed på det astrale plan, hvor han vil forblive for en tid på det af de syv astralplan, der stemmer bedst overens med hans astrale natur. Der vil han endnu engang være nødt til at håndtere de begær, som han har bragt med sig fra det jordiske liv og forbliver ofte indviklet i disse.
