En afgørelsens time

Af mesteren gennem Benjamin Creme

Fra Share International magazine, maj udgaven.

Verden er i en alvorlig krisetilstand, hovedsageligt udløst af den amerikanske præsidents respons på terroristangrebet den 11. september sidste år. Krigen i Afghanistan og den nylige voldsomme stigning i israelsk brutalitet er sammenkædet, ligeledes er det foreslåede angreb på Irak. Grundlaget for hver af disse begivenheder er afgørelsen af gamle mellemværender. En sådan barnagtig adfærd er en uværdig og uansvarlig metode til at håndtere begivenheder, der truer verdens velfærd. Mestrene støtter ikke eftergivenhed over for terrorisme, men karakteren af responsen i Afghanistan og Mellemøsten falder heller ikke i vores smag. Den tager ikke højde for årsagerne til terrorisme – fattigdommen, frustrationen, ydmygelsen og desperationen – men forlænger blot volden og brutaliteten i det uendelige. Fortabt i selvmedlidenhedens og den sårede stoltheds blændværk har Amerika også tabt sin visdom, forsigtighed og sans for proportioner.

Israel, der i mellemtiden er provokeret til at handle af selvmordsbomber, overreagerer som altid og bruger ”krigen mod terrorismen” som en undskyldning til at gennemtvinge sin vilje. Israels ledere og hær bør ikke være stolte af deres skamløse forfølgelse og ydmygelse af hr. Arafat. Det israelske folk burde kunne forstå de undertryktes lidelser bedre end de fleste.

Politimænd

Hvornår vil disse mænd lære, at verden tilhører os alle? De er hverken herskere eller politimænd, hvis rigdom og magt giver dem kontrol over andre. Når de fordeler denne rigdom til det fælles bedste, vil de se en ende på terrorismen og kunne sove bedre om natten. Magtens mænd, der søger at styre verden til fordel for de få, er berusede af magten, som de udøver ufortjent.

Det bliver klarere og klarere, at en visere stemme er påkrævet i verden, en der vil blive lyttet til fra mange sider. Sådan en stemme, Maitreyas stemme, vil snart blive hørt oven over de hævngerrige og hadefulde råb. Snart vil verden vågne op til hans tilstedeværelse i vores midte og Det Store Valg vil blive givet til menneskene. Således er dette en stor prøvelsens tid for menneskeheden. Således er det en afgørelsens time, en tid uden fortilfælde.

Når menneskene forstår dette, vil de samles om Maitreyas banner og fremføre deres krav om retfærdighed og frihed. De vil vise deres vilje til at dele og tjene og således genskabe denne verden.

Således vil det være, og således vil menneskene forny deres ældgamle løfte og følge vejen tilbage til guddommelighed.