Ved mesterens fødder

Følgende bringes nogle uddrag fra bogen "Ved mesterens fødder", som siges at være dikteret af mesteren Kuthumi (den kommende Verdenslærer efter Maitreya) til den 11-årige Jiddu Krishnamurti (1895 – 1986, fotografiet), som blev en af de mest indflydelsesrige åndelige lærere i det 20. århundrede. Igennem sine bøger, skole og foredrag delte han sit unikke syn om indre frigørelse.

Da Krishnamurti i sin voksne alder blev spurgt om bogen "Ved mesterens fødder", svarede han, at det var Leadbeater, der havde (ned)skrevet den. Bogen beskriver de fordringer, som fører frem til 1. indvielse, hvilket millioner af mennesker i de kommende år - bevidst eller ubevidst - står overfor at skulle tage.

”I hele Verden findes der kun to slags mennesker - de, der forstår, og de, der ikke forstår; og det er denne forståelse, som det først og fremmest kommer an på. Hvilken religion et menneske har, hvilken race han tilhører - det er ganske uvæsentligt; det i sandhed væsentlige er denne forståelse - forståelsen af Guds plan med hensyn til menneskene. Thi Gud har en plan - og denne plan er udvikling. Nar et menneske en gang har set og virkelig fattet denne plan, så er det ganske umuligt for ham at lade være med at arbejde for den, at gøre sig til et med den, fordi den er så herlig, så skøn. Og derfor er det, at hvis han forstår, så er han på Guds side, så kæmper han for det gode imod det onde; så arbejder han for udviklingen og ikke for selviske formål.

Dersom han er på Guds side, er han en af os, og det gør ikke det ringeste, enten han kalder sig hindu eller en buddhist, en kristen eller muhamedaner, hvad enten han er inder, englænder, kineser eller russer. De, der er på Guds side, forstår, hvorfor de er her, og hvad de skal udrette - og de forsøger at gøre det; alle de andre for står endnu ikke, hvad det er, de skal gøre, og derfor handler de ofte tåbeligt og søger at gå deres egne veje, som de tror er behagelige for dem selv, idet de ikke forstår, at alle er En, og at derfor kan kun, hvad den Ene vil, i længden være virkelig godt for nogen. De higer efter det uvirkelige i stedet for efter det virkelige. Indtil de lærer at skelne imellem disse, har de ikke stillet sig på Guds side; og således er denne skelneevne det første skridt.

Men selv efter at valget er truffet, må du erindre, at det virkelige og det uvirkelige har mange forskellige sider; derfor må der endvidere skelnes imellem det rette og det urette, det væsentlige og det uvæsentlige, det nyttige og det unyttige, det sande og det falske, det selviske og det uselviske. 

Det burde nu ikke volde nogen vanskelighed at vælge mellem det rette og det urette; thi de, der ønsker at følge Mesteren, har allerede besluttet at vælge det rette - koste hvad det vil. Men legemet og mennesket er to, og menneskets vilje falder ikke sammen med, hvad legemet ønsker. Når dit legeme ønsker noget, stands så og tænk over, hvorvidt det nu også er dit ønske. Thi du er Gud, og du vil kun, hvad Gud vil; men du må grave dybt ned i dig selv for at finde Gud i dig, og du må lytte til Hans stemme - som er din stemme. Du må ikke forveksle dig selv med dit legeme - hverken det fysiske, astrale eller mentale. Ethvert af dem vil gøre fordring på at være Selvet i den hensigt at opnå, hvad det ønsker. Men du må kende dem alle - og kende dig selv som deres herre." (s. 14-18)

Emner i denne sektionForrige side1/4Næste sideAfslutter og går direkte til "yderligere oplysninger"

Klik 'Næste' for at fortsætte til næste side i teksten. Klik 'Slut' for at springe resten af teksten over og gå direkte til 'Yderligere oplysninger'. I tvivl om de andre knapper klik 'Hjælp - Til nye besøgende'.